Medlemslogin

Søg på Gamle Danske Hønsehunde

Indtast søgeord nedenfor og klik "Søg"

Søg på Gamle Danske Hønsehunde

Indtast søgeord nedenfor og klik "Søg"

×

Projekt GDH-Sædbank

Da Gammel Dansk Hønsehund er en race vi meget gerne vil og skal passe på og bevare som en sund og rask race, er det vigtigt, at vi gør hvad vi kan, for at undgå at den samlede genpulje indsnævres.

En indsnævring af genpuljen er en naturlig konsekvens ved selektionsavl, hvor målet hele tiden er at bevarer og forbedre racens jagtlige egenskaber og eksteriør. Men vi har desværre over tid oplevet, at en del avlsgodkendte hanhunde aldrig kommer i avl.

Vi har derfor i klubben drøftet muligheden for at etablere en sædbank. En sædbank hvor klubben for Gamle Danske Hønsehunde kunne tappe og opbevare sæd. Både fra avlsgodkendte hanhunde, der aldrig er kommet i avl og fra hanhunde, der har været brugt til avl, men vurderes særligt gode og vigtige for at kunne inddrages i avlsarbejdet igen. Det kunne eventuelt skyldes, at deres afkom tilfældigvis ikke er kommet videre i avl.

Ydermere vil det være muligt over tid at lave nogle generationsforskydninger, som vil kunne være særdeles fremmende i avlsarbejdet. Det betyder, at vi kan gemme og bevare de allerbedste og absolut mest racetypiske hanhundes sæd i 20-30 år, for så at genindføre disse hunde i avlen.

Vi forstiller os at lade certificerede dyrlæger, vil foretage sædtapning og nedfrysninger, men som klub selv forestå af opbevaringen i egen kvælstoftank i samarbejde med en Cryopreservationsfacilitet.

Det er en ret bekostelig affære at nedfryse, samt at opbevare hundesæd. Der er jo ikke de samme økonomiske interesser i avlsarbejdet med Gamle Danske Hønsehunde, som eksempelvis i hesteavl eller husdyravl i landbruget. Særligt opstartsfasen, vil være meget omkostningstung for en relativ lille forening som Klubben for Gamle Danske Hønsehunde, derfor var det med stor glæde at klubben fik økonomisk støtte fra Brebølfonden til dette 4-årige projekt. Projektet vil kunne have afgørende betydning for bevarelsen af den Gamle danske Hønsehund for eftertiden.

Skulle det vise sig ikke at være muligt for klubben for Gamle danske Hønsehunde at fortsætte projektet med nedfrysning af sæden efter de første fire år, skal vi i hvert fald kunne sikre opbevaringen af frostsæden fra de ca. 40 hanhunde mange år frem.

Bevarelsen af de Gamle Danske Hønsehunde har altid været båret at ildsjæle og frivillige kræfter, derfor tænker vi også, at det vil være en god ide at lade frivillige kompetencepersoner i klubregi, være med til at etablere og drive projektet, men samtidig arbejde på at gøre projektet levedygtig og uafhængigt af persongalleriet i vores klub, i erkendelse af, at det kan skifte over tid.

Projektet er meget ambitiøst og er dybt afhængig af, at klubben har medlemmer, der vil donere deres hanhunds sæd til projektet. Det håber og tror vi på at rigtigt mange vil.

Kunne du have lyst til lade din hanhund indgå i en fremtidig GDH-sædbank?

Skulle du som hanhundeejer have mod på og lyst til at donere din hanhunds sæd til Klubbens GDH-sædbank og bevarelsesprojekt, skal du blot rette henvendelse til avlsrådet, som vil guide dig igennem processen.

Bestyrelse og avlsråd har sammen udarbejdet nogle overordnede udvælgelseskriterier i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at prioritere blandt de hanhunde, der måtte tilbydes sædbanken.

Krav til - og prioritering af hanhunde i GDH-sædbanksprojektet:

·         Hanhunden skal som minimum leve op til DKK’s regler for at kunne indgå i avl (Dvs. HD-status, PRA-status, og udstilling, samt FCI stamtavle).

·         Hanhunde bør være jagtlig vurderes, så vidt muligt.

·         Prioritering bør foregå ved at vægte racens behov for gener/diversitet i første række – dvs. der skal kigges bredt på hanhunde og ikke udelukkes på enkelte kriterier, og at kuld, hvorfra der ikke er hanhunde (eller tæver) der gået videre i avlen, bør opfordres til at søge.

·         Af praktiske grunde bør hanhunde mellem 5-8 år prioriteres over unge hanhunde i det indledende arbejde med projektet.

·         Derudover så prioriteres ikke-anvendte hanhunde, frem for hanhunde med flere kuld. Dog bør ingen udelukkes, blot fordi de har avlet kuld.

Forud for sædtapning og nedfrysning udarbejdes DKK´s ”Erklæring om overdragelse af retten til brug af frossen sæd”

Hertil har klubben for Gamle Danske Hønsehunde udarbejdet nedenstående tillæg til erklæringen:

Tillægsaftale i forbindelse med Erklæring om overdragelse af retten til brug af frossen sæd.

                     Underskriftsberettiget ejer af hanhunden på tapningstidspunktet, overdrager retten til brug af frostsæd til Klubben for Gamle Danske Hønsehunde

                     Frostsæden bør ikke anvendes i hanhundens levetid.

                     Frostsæden kan alene anvendes til inseminering, som vil medføre FCI-stambogsførte hvalpe, hvilket opdrætter er forpligtet på.

 

Dette er at betragte som et pilotprojekt - et noget ambitiøst et af slagsen, som både bestyrelse og avlsråd er meget spændte på og har store forventninger til. Projektet er som nævnt støttet økonomisk af Brebølfonden.

Nu håber vi blot at I hanhundeejere vil tage godt imod dette spændende, men også lidt vilde projekt og støtte op om det ved at stille jeres hanhundes gener til rådighed for eftertiden.

 

På Klubbens, bestyrelsens og Avlsrådet vegne

René Ahm Hansen

Formand


Udskriv denne side